Holdet er fyldt op
Interessen for vores filmprojekt “Tempus – Mellem Verdener” har været langt større, end vi havde forventet til vores første produktion. Derfor må vi desværre meddele, at alle pladser på holdet nu er blevet fyldt i denne omgang.
Hvis du ikke nåede at få en plads, kan du tilmelde dig ventelisten her på siden. Skulle nogle af de allerede tilmeldte mod forventning falde fra, vil pladserne blive tilbudt til dem, der står først på ventelisten. Hvis du får tilbudt en plads fra ventelisten, vil du modtage en mail senest den 19. april.
Når der er nyt om kommende projekter, vil informationen blive lagt op her på hjemmesiden, samt på vores sociale medier, og der vil også blive sendt besked ud via mail. Vi anbefaler derfor, at du holder øje med opdateringer på leapstudio.dk og vores sociale medier.
Bemærk, at en tidligere tilmelding eller ventelisteplads ikke automatisk sikrer en plads på fremtidige projekter.
Vi håber at se dig og dit barn til et af vores næste projekter og takker endnu en gang for din interesse i Tempus – Mellem Verdener.
Hvad hvis du gik ned i din skolekælder… og pludselig ikke kunne finde vejen tilbage?
I Leap Studios første film “Tempus – Mellem verdener” følger vi en gruppe børn, der skal hente noget i kælderen under deres skole. Men dernede er det mørkt, stort og fyldt med mærkelige gange – og før de ved af det, er de faret vild. Tiden begynder at føles underlig… minutter føles som timer, og timer som dage.
Pludselig åbner der sig nye rum og verdener omkring dem – skabt af deres egen fantasi. De oplever steder, der føles helt virkelige, som om de er trådt ind i en anden verden midt i en leg. For at finde tilbage må de være modige, hjælpe hinanden og bruge deres fantasi som guide gennem de forskellige verdener.
Filmen handler om den særlige følelse, når man leger eller forestiller sig noget så meget, at man næsten glemmer virkeligheden – hvor man er helt opslugt og bare er “inde i legen”.